onsdag den 13. april 2011

Beskrivelse af Astrid Lindgren

"Astrid Lindgren" hører til rosengruppen floribundarose, og er en bedrose, som er forældet af Poulsen Roser fra rosen "Egeskov" og en navnløs frøplante. Dens blomster, som er rosa/lysrosa, har en svag duft, og den blomstrer flittigt fra juli til det sene efterår – "Astrid Lindgren" er derfor en remonstrende rose.

Blomsterne er skålformede og halvfyldte, men bliver senere mere flade i blomsten. Den har mørkegrønne blade og har store og grove torne, og kan desuden også plantes i store potter.

Den bliver ca. 120 cm høj og ca. 80 cm bred, og har en stiv og opret til skrå vækst. Den kan få lette svampeangreb, men dem har jeg nu ikke set meget til.

"Astrid Lindgren" er hårdfør, men bør vinterdækkes. "Astrid Lindgren" er naturligvis opkaldet efter den svenske børnebogsforfatter Astrid Lindgren.

søndag den 20. februar 2011

Grønt støv - en bog af Sara blædel

Sjovt nok har jeg ikke tidligere læst (eller rettere hørt – lydbøger giver jo en frihed til at lave andre ting, mens man hører en bog) nogle af Sara Blædel’s bøger, men "Grønt støv" skulle så blive den første. Bogen er en krimi, så den handler først og fremmest om to mord som begås i bogens start – et på en ung pige og et på en journalist.

Kriminalassistent Louise Rick sættes på sagen om den unge pige, men da hende veninde Camilla Lind er journalist (og derfor kender den myrdede journalist), bliver Louise også involveret i mordet på journalisten. Handlingen udspilles også i narkomiljøet, og bogen har en spændende slutning – det er i hvertfald ikke sidste gang Sara Blædel’s bøger læses her i huset!

tirsdag den 18. januar 2011

Beskrivelse af Buff Beauty

"Buff Beauty" hører til gruppen af moskusroser, og betegnes som en buskrose. Den er forældet af Joseph Pemberton og introduceret af Ann Bentall. Umiddelbart er forældrene til "Buff Beauty" ukendte, men blandt de mange bud på forældre er "William Allen Richardson" og "Lady Hillingdon".

"Buff Beauty" dufter stærkt, og blomstrer flittigt fra juni til det sene efterår. Blomsterne, som sidder i klaser, er abrikosfarvede ved udspring, men de blegner senere til brun- og lysegul.

"Buff Beauty" bliver ca. 120 cm bred og ca. 120 cm høj, hvis den anvendes som buskrose, mens den kan blive ca. 200 cm høj, hvis den kan anvendes som klatrerose. Den har kraftige torne (som man nemt hænge i!) og har mørkegrønne blade, og en tæt og bred vækst, som gør at den ofte kan vokse uden støtte. Det er desuden en “sund” rose, som oftest kun får lette svampeangreb – dem har jeg dog ikke set noget til! – og hårdfør, selvom man bør vinterdække den i forbindelse med rigtig hårde vintre.

"Buff Beauty" kan – under rigtig gode vækstbetingelser – også anvendes som klatrerose (en ting, som ikke helt er lykkes for mig).

tirsdag den 21. december 2010

England's Rose

"England's Rose" er også en engelsk rose, som har David Austin har forædlet. The Royal National Rose Society har valgt at tilegnet denne rose Prinsesse Diana til minde om hendes liv og arbejde.

For øvrigt ligner "England's Rose" til forveksling "Crocus Rose", hvilket kan gøre det svært for mig at kende forskel på de to roser.

tirsdag den 7. december 2010

Sølvlys

Nu skal det hele jo ikke gå op i roser, så her er lidt en af havens andre planter – nemlig "Sølvlys". Første gang jeg hørte om "Sølvlys" var i en af de mange haveudsendelser i tv. Værten skulle lave en sansehave i en børnehave for blinde børn, og en af de planter, som han brugte til at plante i krukker, var "Sølvlys" – grunden var ganske enkel….. "Sølvlys" dufter nemlig.

"Sølvlys", som er en staude, findes i 2 udgave: en med grønne blade (jeps….. lige som mange andre planter!) og hvide blomster eller en med dybtlilla blade og en hvid blomst, men den er ikke billig i indkøb hos en gartner.

tirsdag den 2. november 2010

Halstørklædet i Kunstgarn, som endelig er blevet færdig!

Jeg har altså godt kunne lide at strikke, men jeg kan godt miste tålmodigheden lidt undervejs, da jeg tit få kastet mig ud i større strikkeprojekter :0).

Derfor tænkte jeg at jeg ville strikke et halstørklæde – bare for at kunne blive færdig med det, så det kunne komme på denne blog. Jeg har brugt Kunstgarn, farve nr. 08 fra Hjertegarn. Hver nøgle indeholder 100 gram garn, og jeg har anvendt 2 nøgler til dette halstørklæde.

mandag den 1. november 2010

Tunika/kjole fra Onion.dk

En af de strikkeopgaver, som jeg allerede har færdiggjort, er denne tunika/kjole fra Onion.dk.

Jeg har både købt opskrift (1159: Tunika/kjole) og garnet “Dyed Mohair” fra Onion, så her har jeg for en gangs skyld været tro mod opskriften :0)) Jeg har strikket opskriften i XL, og har brugt ca. 9 nøgler garn – det er forøvrigt ikke helt billigt det garn….. puha!

lørdag den 8. maj 2010

Så er chilierne kommet.......

I torsdag fik jeg så mine bestilte chili- og tomatplanter fra Garteriet Toftegaard, og er nu i gang med at sætte planterne i større potter, så de er klar til at komme ud på altanen – når vejret altså tillader dette!

En af chiliplanterne – "Habanero Dulce" (Cap. chinense) - er allerede plantet over i en større potte, men da den er mest velegnet til drivhus eller vinduekarmen, skal den altså ikke ud på altanen. "Habanero Dulce" (Cap. chinense) er – ifølge Gartneriet Toftegårds hjemmeside en chili, som næsten ikke har nogen styrke, og der udover har en smag af fersken, mango og karamel.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...