tirsdag den 18. januar 2011

Beskrivelse af Buff Beauty

"Buff Beauty" hører til gruppen af moskusroser, og betegnes som en buskrose. Den er forældet af Joseph Pemberton og introduceret af Ann Bentall. Umiddelbart er forældrene til "Buff Beauty" ukendte, men blandt de mange bud på forældre er "William Allen Richardson" og "Lady Hillingdon".

"Buff Beauty" dufter stærkt, og blomstrer flittigt fra juni til det sene efterår. Blomsterne, som sidder i klaser, er abrikosfarvede ved udspring, men de blegner senere til brun- og lysegul.

"Buff Beauty" bliver ca. 120 cm bred og ca. 120 cm høj, hvis den anvendes som buskrose, mens den kan blive ca. 200 cm høj, hvis den kan anvendes som klatrerose. Den har kraftige torne (som man nemt hænge i!) og har mørkegrønne blade, og en tæt og bred vækst, som gør at den ofte kan vokse uden støtte. Det er desuden en “sund” rose, som oftest kun får lette svampeangreb – dem har jeg dog ikke set noget til! – og hårdfør, selvom man bør vinterdække den i forbindelse med rigtig hårde vintre.

"Buff Beauty" kan – under rigtig gode vækstbetingelser – også anvendes som klatrerose (en ting, som ikke helt er lykkes for mig).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...